Lige nu, er sommerhuset lejet ud til en tysk familie. Vi er stadig bundet af en kontrakt med et bureau, og først til januar bestemmer vi fuldstændig selv. Indtil da, må vi så affinde os med den omstændighed og håber, tyskerne nyder vores fristed.

Vi er jo langt fra færdig med at renovere og give huset vores peronlige touch. Mange liter maling er allerede brugt – både inde og ude, men der er lidt vej endnu. Både med indretning og renovering. Ting ta’r jo tid og koster penge.

 Inden udlejningssæsonen nåede vi heldigvis at lave denne hjørne-pallesofa/daybed til den overdækkede terrasse. Vi har jo gjort det før. Denne gang er der brugt 12 EUR-paler og træ fra tømmerhandlen til at beklæde og lukke pallesofaen. Ikke noget med gemmesteder til hugormene – og ja, vi har set en enkelt pile afsted over græsset i den første varme forårssol. Smukt eksemplar, ganske vist, men vi vil ikke ligefrem lave nye gemmesteder til dem her.

Og så malede vi pallesofaen/daybed’en sort.

Her er kalorius – smukt eksemplar af hugormefamilien

Den er rimelig rummelig og måler 240 x 320, så der kan sagtens ligge to til en sommerovernatning eller måske bare en middagslur. I hvert fald kan vi sidde mange om bordet – når vi altså finder det rigtige. Plastikmøblerne må leve lidt endnu. Lige indtil vi finder det rigtige og til rimelige penge….eller også laver vi da bordet selv.

Et af trætraller. Helst. Det er min næste projekt-drøm, men desværre er trætraller ikke så lette at få fingrene i, så enten må jeg køre lang for at hente et par stykker, gå på kompromis eller væbne mig med tålmodighed. Nå ja – jeg skal også lige overbevise og overtale vestjyden. Jeg kender ham alt for godt og ved, at ‘jorden bare skal gødes lidt’, indtil han selv får idéen (jeg lader ham som regel blive i troen). Imens kan ventetiden bruges på at få syet et par nye og store puder til pallesofaen.

‘Nogen’ har fundet ud af, at en ‘lur’ her, er ekstra dejlig.

Vi glæder os rigtig meget, til huset er ‘frit’ igen. Heldigvis fik vi spærret lidt af sommertiden til os selv, så det vare ikke længe, før vi får mulighed for en lur under halvtaget..

Did you like this? Share it:
  1. Hanne siger:

    Det er et rigtig lækkert sommerhus, og jeg forstår godt I glæder jer til det kun er jer der kan benytte det..

  2. Anette siger:

    Tak Hanne – og ja, uanset hvordan vi vender og drejer det, er sommertiden nu den bedste tid til udelivet :)

  3. Hanne siger:

    Hvor i landet ligger sommerhuset?

  4. Anette siger:

    Ved Søndervig på vestkysten.

  5. Lene siger:

    Hvor er det en smart daybed, kan hynderne holde til vand eller slæber I tingene ind efter brug?

  6. Anette siger:

    Tak for det, Lene.
    Ja, vi tager lige hynderne indenfor døren, hvis vi ved, at huset skal stå tomt et stykke tid. Ellers trækker vi bare den yderste ind i sikkerhed eller lægger plastik over. Når vi er i huset, ligger de bare på hele tiden.

  7. HappyMade siger:

    Hvor ser det skønt og dejligt hyggeligt ud!
    Jeg kan godt forstå, I glæder jer, til kontrakten udløber. Det bliver rart, når I kan tage derud, når I lige får lyst.
    Vi har også sommerhus i Søndervig (Houvig), og E L S K E R at komme derud. Der er ingen luksus. Bare det helt nødvendige. Og så en masse fred, ro og frisk luft…herligt :o ).
    Ønsker dig en dejlig dag.
    Kh. Anette

  8. Anette siger:

    Tak og i lige måde, Anette….måske løber vi på hinanden i Søndervig. Hvem ved :)

  9. Marianne siger:

    Et pragtfuldt sted I har :) – og ja mænd skal tro ideerne er deres egne så bliver de udført – hehe.
    Rigtig dejlig sommer :)

  10. Anette siger:

    Så sandt, så sandt Marianne :D

  11. Helle D siger:

    Ærligt talt; jeg ORKER simpelthen ikke at høre mere om PALLE-møbler, som efter min mening er et stærkt overvurderet påfund! MEN MEN MEN – når det er sagt, så er dine sofaer dælme de pæneste, jeg har set af slagsen Anette og de ligner OVERHOVEDET ikke paller ;-) Godt gået!!!!- ville jeg bare sige…..:-) og så i øvrigt tilføje at jeg SAVNER dine sjove, skæve kreative projekter på bloggen! Og det er bestemt ikke ment som et pres – hver ting til sin tid! Savner dig bare……

  12. Anette siger:

    Haha Helle – du har helt ret. Sådan har jeg det også. Der er gået totalt inflation i pallerne rundt omkring i de små hjem. Også her (sorry) og til alt muligt. Hylder, bogkasser, blomsterkasser, garderobe og jeg ved ikke hvad – men jeg lover, at holde det meste for mig selv.
    Jeg siger tak, for din ros af sommerhus-sofaen. Den ta’r jeg til mig med glæde…..og sender den videre til vestjyden, som har deltaget i projektet (uden at klage). Sofaen er vi nemlig rigtig glade for.
    Ang. de små skæve projekter, så tror jeg godt, jeg kan love, at de nok skal vende tilbage. Jeg har bare trængt (voldsomt) til en pause – fra både det ene og det andet. Bloggen især. Jeg gik helt kold i idéerne og lysten til at dele, så der var behov for en ‘kold tyrker’ – so to speak ;)
    Det er jo temmelig omstændeligt, hver gang man vil vise en proces; først selve processen, der skal stilles an, tages foto, som bagefter skal redigeres, skrives indlæg, laves DIY osv. OG derfor gik jeg kold med de små skæve, kreative projekter.
    Men – jeg kommer igen, Helle;)
    NB – fik jeg sagt, at jeg (som mange andre) også er blevet PALLEOMAN ;) – så her bli’r nok også brug for en ‘kold tyrker’;)

  13. Helle D siger:

    Åh Gud – ja skynd dig at tage en kold tyrker fra de paller! LOL

    Jeg forstår dig godt! Og synes i øvrigt, at det er godt, at du så tager en pause i stedet for bare at poste masser af “fyld”, som virker som en tendens i blogland i øjeblikket…. jeg tror, at der er flere, der er ved at gå kolde i det og det bliver så en ond cirkel, da kommentarer så udebliver (hvilket tilsyneladende er en stor del af det, for en del bloggere) – fordi folk ikke gider at kommentere på alt “fyldet”….. Jeg tror, at “fårene bliver skilt fra bukkene” i denne tid og at de bloggere som virkelig har noget på hjerte og netop skriver for sin egen skyld, er dem der “overlever”…

    Jeg er udmærket klar over, at det er et meget stort arbejde og os læsere bidrager jo ikke med en skid, men tager blot imod! Når det er så omstændigt at lave indlæg, så SKAL det også være af lyst, du gør det! Fordi du har noget på hjerte, som du har lyst til at dele….ellers holder det jo ikke, og så er det bedre at holde pause eller stoppe. Men, når det er sagt, så er du bare en af dem, der “mærkes” og som man føler, at man lærer at kende via bloggen – og derfor kan jeg virkelig savne dig! Det virker tosset, jeg ved det godt, men jeg kigger jævnligt forbi, fordi jeg håber på nye indlæg og det gør man altså kun, fordi man glæder sig til et nyt indlæg – og fordi du er dig selv med masser af kreative projekter – en dejlig “original” i stedet for en “dårlig kopi” ;-)

  14. Anette siger:

    Åh, hvor er du sød, Helle. Tusind tak, for din helt igennem dejlige kommentar – og ja, kommentarer betyder alverden for en blogger. Også for mig, og en kommentar som din, bliver man lykkelig for. Jeg bli’r lykkelig. Tak :) Så gider jeg nemlig godt dele ud af mine tosserier.
    Respons/kommentarer er benzinen på bålet og lønnen for al den inspiration læserne får kvit og frit – derfor – og får man ingen, mister man hurtigt gejsten. Sådan hænger det sammen. Ellers kan man jo lige så godt skrive en personlig dagbog.
    Nu har jeg ikke fulgt så meget med i ‘blogland’ det sidste halve år – den ‘kolde tyrker’ har været konsekvent og stålfast – så jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad der rør sig. Men det undrer mig ikke, hvis der opstår tomgang rundt omkring. Og det forstår jeg godt, for det kan være op ad bakke kun at give og dele, hvis man ikke får et lille klap på ryggen i ny og næ.For er der nogen, der synes om “derude”.
    Men man MÅ læne sig tilbage engang imellem, så man ikke brænder helt ud.
    Nå, men kommentarer svarer jeg altid på og spørgsmål er altid velkomne. Måske kan det endda sætte fut i ‘krøllerne’.
    Men altså, Helle – stor tak for den dejligste kommentar og jeg er rigtig glad for, at du kategoriserer mig i puljen med ‘originalerne’. Bedre ros kan jeg næsten ikke få ;)
    Og sagt i al fortrolighed ;) så har planen altid været, at ‘være min egen’ – have min egen lille kreative niche. Også som blogger og jeg er glad for, at andre kan mærke og se det. Men lige nu, holder jeg lidt igen. Jeg skulle nødig sælge helt ud af mine idéer….eller sagt på en anden måde; I får af overskuddet.

  15. Poulsen siger:

    Ja det er nok ikke lige det sjoveste man ønsker at finde i sin sofa :-) Fin sofa for øvrigt. Elsker når nogen kan finde noget at bruge gammel emballage til :-)

  16. Anette siger:

    Det gør jeg også, Poulsen.