Stormen og havet har mistet lidt af sin styrke – men parret har været her og gjort, hvad de kunne for at erobre de Søndervigske strande. Der, hvor stien før smøg sig blødt ned mod den hvid sandstrand, har bølgerne sultent gjort deres indhug i klitrækkerne og efterladt en stejl mur af sand og en minimal strandkant.
Her stod jeg på toppen….med forventningen om en rask tur langs vandkants-danmark.
Tre muligheder havde jeg! Som i et hvert eventyr! Tre muligheder!
Enten kunne jeg lade min krop glide ned ad de 6-7 meters sandrutchebane i næsten lodret eller ‘frit fald’ figur og håbe på, at nogen ville assistere, når de næsten 7 meter skulle bestiges! Jeg kunne sådan set også bare sætte mig på klittoppen. Hvile mig og lade vinden ruske i krøllerne – se til verdens ende og lade tankerne blæse i vinden – eller vende om. Forlade udsigten og gå hjem til sommerhuset, hyldebærsaften og brændeovnen!
Jeg valgte det første….sammen med ældstepigen. Vi lod farmanden – ham dér avisholderen – vente på toppen, mens vi gled ned i vandkanten for at kigge på hvide sten og skumsprøjt. Det blev desværre en kort fornøjelse og kun til én sten. Ikke hvid men sort! Og absolut ikke fordi jeg havde lyst til opstigningen, men ældstepigen har ikke den samme fascination af strandsten, som moren! Så vi klatrede op, så langt vi selv kunne klare paragrafferne og blev trukket resten af vejen. To voksne kvinder. Godt avisholderen er ægte jyde – både stærk, sej og tålmodig.
Havet har været grådig denne vinter. Aldrig har jeg oplevet sådan et indhug i de Søndervigske klitter. Og – at stå der på kanten af en pludselig afgrund med udkig til mørkgrå himmel og evigheden, gi’r ekstra energi til fantasi og associationer, dog af lidt anden karakterer! Flashback til gamle tanker. Så er det godt, at vinden kan ruske lidt i humøret og få barometeret til at stige!. Jeg elsker nemlig Vesterhavet. Elsker traveturene med næsen i sandet, som en anden jagthund – på udkig efter sten og strandingsgodter! Min vandskræk til trods – så elsker jeg havet!
Turen gik retur til sommerhuset og varmen. Med svinkeærinder ind bag skilte med “Til salg”, hvor vi gned næserne mod de saltede ruder. En god lottogevinst kunne hurtigt omsættes i 75 m2 med stråtag og brændeovn.
Vi vendte hjem til vores lejede kvadratmeter med ditto tagpynt. Lyden af de brusende bølger fulgte os helt ind bag den lukkede dør, hvor brændeovnen knitrede og hyldebærtoddyen næsten ikke kunne vente på det bælgravende mørke med stearinlys i alle hjørner og et spil “Ordet på bordet”.
Kl. 22 stod jeg udenfor – i selskab med en aftensmøg. I læ for vinden og i ly for mørkemænd. Stod bare dér i den mørkeste nat under stjernerne på himlen. Tusindvis!
Tak i lige måde, Anette
Der er ikke noget så skønt som en gåtur til stranden.
Uhm ja og behageligheden, når vestenvinden har rusket tankerne på plads i en ny og bedre orden
Dejlig beskrivelse… næsten som at være der selv
Tak Eva
Det lyder som en god tur med ældstepigen
kh Tina
Det var det, Tina
En dejlig historie
Vi var også kommet en tur helt over til Vestkysten i går, så vi har mærket suset 
Tak for det, Pia – jeg bli’r aldrig træt af Vesterhavet