Kuvert-sagaen

By Anette

Så fik jeg lige plantet en flok sommer-kuverter.

Men allerførst fik hver enkelt et par omgange med vindseltråd – derefter fik de et brus og saltvandsbad – og til sidst blev de sjaskvåde gravet ned et sted i baghaven.

Her skal de ligge i dvale sommeren over, og forhåbentlig er de blevet dejlig patinerede, når jeg graver dem op……hvis jeg altså kan finde dem igen!

Og hvad er nu det for noget fjolleri – grave kuverter ned i haven – og hvad skal de dog bruges til? Se – det får du sikkert et indlæg om en gang efter sommerferien!

Opgravning!

Så kom dagen, hvor kuverternes underjordiske liv var definitivt slut. Se starten HER.

For det første havde jeg lidt svært ved at finde frem til dem – sådan går det, når man ikke markerer stedet, fordi man tror, man kan huske det! Efter lidt graven hist og pist fandt jeg jordhulen med kuvertpakken. En tung, våd og snasket jordklump.

Vindseltråden – nu temmelig rusten – blev viklet forsigtigt af, og hver enkelt kuvert lirket løs. Derefter åbnet og pakket ud i hver limning, mens de endnu var våd. Ikke nemt – sku’ jeg hilse og sige. Herefter spredt ud til solbadning og tørretid på græsplænen.

Den rustne vindseltråd har gjort sit arbejde under jorden. Lækkerier – syn’s jeg.

Den opmærksomme og skarpe læser har måske opdaget, at kuverterne er stemplet fra told og skat. Ja, det er rigtigt. Jeg var så heldig, at få en hel stak kasserede, da de tog navneforandring. Og findes der noget bedre at bruge dem til??? Nej vel!

Billedet nedenfor: Den rustne vindseltråd, der skal bruges som “broderi” sammen med kuverterne.

Jeg blev lidt skuffet over patinaen denne gang, men så kan man jo bare tilføje et par ekstra krydderier. Den sidste kaffesjat fra kanden og en fortynding af madkulør skal nok hjælpe på processen.

Nu skal de bare tørre videre i solen, inden opsamling og arkivering.

Hvad hele herligheden skal bruges til – hm – nogle af dem ender nok i et par artmoney! Ellers ved jeg det ikke, før jeg står med dem i hænderne – tørre og samarbejdsvillige.

3. kapitel af kuvert-sagaen!

Tørre, renbørstede og udstrakte ligger de og venter. For nogle af dem er næste etape lige om hjørnet – resten må vente i det uvisse.

Men inden da er der lige et par meter rustent vindseltråd, der skal afmonteres løsrevne kuvertflager! Ikke den sjoveste del af projektet – måske slæber jeg hele herligheden med ud i solskins-weekenden, så sommeren ikke går min næse forbi.

Kuverterne i stak – tørre og renbørstede.

Nedenunder: nærbilleder af detaljer.

Nyt kapitel; nu parteret og broderet!

På gulvet – på bordet – på vej. Nye artmoney af egen avl. Skåret, målt, parteret, klippet, sat sammen, limet og broderet og syet med rustmodne sting.

Køkkenskabe-bagbeklædning er målt og savet i rette størrelser 12×18 – slebet, malet, vendt og malet og ligger nu klar til familiesammenføring med kuvertdelen.

Har du ikke fulgt med i kuvert-sagaen, kan du se forrige kapitler her og her og her.

Nu pønser jeg lige et par dage på den helt rigtige happy ending!

Kuvert-sagaen; 1. del af sidste kapitel.

Nu er jeg nået til sidste kapitel i Kuvert-sagaen og heldigvis endte den lykkeligt.

Otte selvstændige små med efternavnet ArtMoney, kom til verden efter familie-sammenføringen…..og med hver deres personlighed. Endnu engang er restekassen god at ha’ i baghånden. De første fire – friske fra fad og stadig fedtede af voksbehandlingen. Nu mangle kun registrering på bagsiden – så er de klar til verden udenfor.

Historien begyndte ellers HER. Lå i dvale sommeren over og blev genfundet HER, hvorefter den tog den drejning HER.

Status; En saga blot!

Det var så sidste Artmoney i kuvert-sagaen – i hvert fald i denne omgang. Ikke mere af den slags foreløbig. Summa sumarum endnu fem stk. unika er klar til lidt bytte-bytte-kø’mand til en værdi á 200 kr. stk. De første 4 kan ses i forrige indlæg. Håber I kunne li’ at følge processen og måske har det inspireret jer til nye idéer eller lignende. Så vil jeg gerne høre om det.

Ved du ikke, hvad Artmoney er, kan du læse om på siden af samme navn her på bloggen.

BE HAPPY

  1. Mille siger:

    Just the way you are er min favorit – og vil gerne købe denn, hvis den ikke er solgt – lader du mig vide?

  2. Anette siger:

    Har lige tjekket. Den er ikke solgt, Mille – så den er din, hvis du stadig er interesseret!