Tid er en mærkelig størrelse, for mens nogen har så travlt, at de aldrig har tid, har andre oceaner af det samme – og så er der dem, der drysser tiden væk og igen andre, der synes tiden går for hurtig eller for langsomt – flere har prøvet at slå tiden ihjel, og mon ikke alle forsøger at få det bedste ud af tiden….
Der er rigtig mange måder at bruge tiden på….man kan spare tid – spilde tiden – indhente tid – udnytte tiden – snakke tiden væk – bruge hinandens tid – lade tiden gå – lære, at ting ta’r tid – gøre tiden op i kroner og ører – solde tiden væk – ha’ tidsfornemmelse eller det modsatte – glemme tiden – være i tidsnød – gå over tiden – være oppe i tiden – holde tiden - forbedre tiden – kende tiden – sove tiden væk….
Der findes tider for alt muligt – sommertid – vintertid – middagstid – arbejdstid – fritid – tidsrøveri – ferietid – kaffetid – studentertid – åbningstid – ventetid – kontortid – hviletid – sørgetid – taletid – flytid – lukketid – sovetid – drømmetid – lektietid – individuel tid – sengetid – levetid – kærestetid – osv. osv.
Tiden går…..nej, som én kommenterede på face book – tiden går ikke, den kommer… og heldigvis er der tid til lidt af det hele – for alting har sin tid……
Og i går havde vi så familietid. De var hjemme alle sammen. Voksne, tweens, mindre og helt små – i en pærevælling. Vi havde tid til fællesspisning – styltegang – leg i haven – bål og gløder – levende lys både ude og inde – snak og grin og glade øjne – kvikke bemærkninger og godt humør – pandekage-bagning over gløderne – is og syltetøj om til begge ører – fællesskabsfølelse – omsorg – vin og hygge – dejligt vejr og til sidst…trætte børn der trængte til sengetid.
Kan man ønske sig nogen bedre måde at bruge tiden på end den tid, hvor man er sammen med de mennesker man holder allermest af – i hele verden?



















































Og EGO-tiden, Anette…. glem endelig ikke at få den med i potten!
Eva
De der små og lidt for sjældne øjeblikke, hvor man omsider giver sit evigt trippende (og fornærmede!) ego lov til at vælte sig larmende f.eks. i alt det kreative og nysgerrige, der ellers tit må vente!
Om det så kun er en halv times lykke-tid med lidt farver… eller blot en lyn-”kanalrundfart” til alle yndlingsbloggene, som her, lige før sengetid…, så er det dog næmest det skønneste!
PS: og tak for dine altid så søde hilsner!
Absolutly Eva – den er vigtig for hele ens velvære – li’som motionstiden og andre udfolde-sig-tider
Tak i lige måde:D
Skønne ord og tanker om tid. Noget vi jo alle har et forhold til, er brugere af og samler på.
Kære Annette!
Igen forundres jeg over, hvor flot din blog er.
Er den af eget design, eller bruger du en af de gængse blogskabeloner?
Jeg ville jo sindssygt gerne have sådan en, så man må jo spørge ik’?
kh
Kristine
Tak Kristine – og man må da i hvert fald spørge og jeg svarer efter bedste evne.
Jeg bruger WordPress-blog og med et tema der hedder ‘Atahualpa Theme’ – tilpasset mit behov. Header er dog ændret lidt og mit helt eget design. Jeg er absolut ikke nogen ørn til det her IT, men jeg har en god backup, der hjælper mig lidt med mine idéer….ellers prøver jeg mig frem – noget lykkes, men rigtig meget driller. Enkelthed er mit mantra…og det håber jeg den er – enkel og nogenlunde overskuelig.
Men – hold da op, hvor har jeg brugt meget tid på den her blog – bare for overhovedet at finde ud af de forskellige ting, ord, begreber, funktioner, widgets og hvad det nu hedder alt sammen – så man skal absolut ikke kaste sig ud i den her verden, hvis ikke man vil ofre den tid det nu engang ta’r. Jeg har lært rigtig, rigtig meget, men har kun nået en brøkdel af det andre véd og jeg misunder alle andre, der har en masse fancy ting på deres – jeg har VIRKELIG meget at lære endnu – så det gør mig da rigtig glad, at du synes om min blog, som den er nu. Tak Kristine…