“Stil dig herop…” sagde damen i uniformen og jeg trådte op på den lille skammel “…løft armene…”. Jeg lod mig forsvarsløst befamle af en kvinde med et udtryksløst ansigt. Hun viftede med hænderne, der betød, at jeg skulle vende mig om. Endnu en befamling fra top til tå. Sådan er det hver gang, jeg går igennem security i hvilken som helst lufthavn, til trods for at jeg smider både det ene og det andet, som jeg omhyggeligt lægger i kassen på båndet – taske, kamera, livrem, sko, ur, smykker, den lille obligatoriske gennemsigtige plasticting til små væske-dimser, mascara og læbestift osv – og hver gang føler jeg mig vældig skyldig og ser sikkert også sådan ud – som om jeg gemmer på både sprut, truede dyrearter og narko…jeg ville uden tvivl være en rigtig dårlig smugler. Det ville lyse ud af mig. Ta’ mig, ta’ mig – jeg har tasken fuld af elefanter og opiumsmarker….

…og skulle de overse mig, er det min stakkels mand, der må stå for skud. Han bliver decideret forfjamsket og kan med lethed glemme at stoppe tingene i lommen igen. Engang glemte han sit nøglesæt i lufthavnen på Tenerife. Ja, hele nøglesættet med mange vigtige nøgler. Bl.a til bilen vi skulle køre hjem i fra  Billund. En lang historie – men vi kom hjem og vi fik nøglerne igen.

Kastrup lufthavn – det var derfra vores sommereventyr tog sin begyndelse med destination Letland. Sammen med gode venner. Først et par dage i en by der hedder Tukums – en times kørsel fra Riga, hvor et par af vore rejsevenner har en tekstilfabrik. Den skulle vi se – og der skulle vi også bo de dage vi var dér. I den ene ende af fabrikken har de en lille lejlighed, hvor de bor, når de er der. Der blev vi så indkvarteret, da vi ved midnatstid nåede frem. En ostemad, en kop kaffe og et glas rødvin eller to og hygge, hygge, hygge. Det er vi rigtig gode til. Trætte og mætte kastede vi os i dynerne og sov i løbet af nul komma fem.

En ny dag og nye oplevelser. Morgenmad i fuld sol. Vi blev vist rundt på fabrikken, talte med flere af de ansatte, som også havde travlt med at forberede aftenens arrangement – årets sommerfest. Vejret viste sig fra sin allerbedste side – perfekt til et grill-party. Blå himmel, sol og 30 gr. – kunne det bli’ meget bedre. Frokost i fuld sol – men skyggen føltes nu mere behagelig. Vi havde lovet at lave snobrøds-dej til børnene om aftenen, men inden da gik vi lidt på opdagelse i området – de fire af os der ikke havde været der før.

Udstyret med vore canon-kameraer gik vi på opdagelse i den nye verden. Kontrasterne var til at få øje på. – men smuk på en helt særlig måde.  Her et par foto’s fra Tukums. Min “canon-ven” Erik Noer, som er en fabelagtig fotograf, har ladet mig låne nogle af sine. Tak.

Vi – altså vi fire nye Letlands-rejsende kørte til byens restaurant og spiste en dejlig lakseret, mens de to garvede blev tilbage og festede med personale-flokken og deres familier. Det er jo deres strømpe-fabrik.

Vi kom tilbage og regnede med, at vi li’ så stille kunne liste os forbi og hygge os med os selv. Det kunne vi så ikke. Straks blev vi trukket med ind i festen – ingen diskussion OG jeg siger jer – de der letter er vilde med selskabslege. Jo længere hen på aftenen vi kom, jo mere vovede, komiske og nærgående blev de – altså selskabslegene.

Vi fik ikke lov til bare at se på – nej, nej de ville se danskerne kvaje sig og gøre sig selv til grin og hva’ skidt – det gjorde vi så. Hæmningerne blev sløjfet og vi kastede os ud i de vanvittige lege sammen med de livsglade og festlige letter. Jeg må indrømme, at jeg sjældent har grinet så meget som denne aften. Hele scenariet var så komisk, og folk (både letter og danskere)var ligeglade med at gøre sig selv til grin. På et tidspunkt knækkede jeg totalt sammen på græsplænen i et krampeanfald af grin. Kunne simpelthen ikke holde mig oprejst, fordi jeg nærmest hulkede af grin, og tårerne sprøjtede ud af øjnene. Det var da vi skulle lege ‘ballon under hagen og grydeske mellem knæene’ - de to tingester skulle så vandre fra person til person – mand, kvinde, mand, kvinde osv – rundt i rundkredsen. Tabte man en af delene, var man ude.

Jeg kender nu godt den selskabsleg, men det her var hysterisk morsomt, og også her jeg fuldstændig tabte fatningen og helt bogstaveligt faldt om af grin.

Min favorit var ham den høje, lyshårede lette, der havde sin helt egen kalveknæ-teknik. Han var så total grinagtig og uden hæmninger på en helt vanvittig sjov og naiv måde. Han er politimand i det virkelige liv. Desværre er det umuligt at gengi’ hele komikken på fotos. Man skal ha’ været der selv.

Jeg griner for mig selv hver gang, jeg kommer til at tænke på ham, på legen og den aften i Tukums.

Den lyse sommer-aften blev til tusmørke, og med den ankom en invasion af myg, som jeg aldrig har set lignende før. Godt nok havde havde jeg læst, at Letland har mange lavtliggende og sumpede områder og derfor er plaget af myg i sommertiden, men kunne det nu også være SÅ slemt. Det var det. Myg alle steder. Vi (danskere) hoppede og dansede rundt og viftede med både arme og ben for ikke at blive overplastret med de små blodlystne bæster, mens alle letterne roligt blev siddende  – hemmeligheden og forskellen var, at de havde garderet sig med myggespray og det havde vi ikke. De vidste, at myggene ville komme med mørket.

Åh, alle de myggestik vi nåede at få inden vi efter 10 minutters hoppen i tusmørket, og med dansk skønsang gjaldende i aftenluften (de ville høre os synge danske sange), flygtede indendørs i sikkerhed og lukkede hermetisk for vinduer og døre. Derefter gik myggejagten ind i den lille lejlighed og selvfølgelig blev det alligevel til flere giftige bid i løbet af natten, for varmen fik os til både at åbne vinduer og smide dynerne.

Roen sænkede sig over Tukums. Det havde været en dejlig dag og aften sammen med de skønne, skøre letter, og når vi vågnede skulle vi til Riga – JUHU

Tak for lån af billeder til dagens indlæg, Erik.